God historie
VIA koordinerer Horizon Europe-projekt om bæredygtighed og entreprenørskab på videregående uddannelser
En væsentlig milepæl i VIA University College’s arbejde med europæiske forsknings- og innovationsprojekter er nået: For mens VIA gennem flere år har været en aktiv partner i en lang række af projekter inden for Horizon-Europe, der er EU’s helt store flagskibsprogram inden for forskning og innovation, så er det for første gang lykkedes VIA at tage det næste skridt og blive projektkoordinator.
Projektet bærer titlen ’Sustainability for Future,’ og sammen med otte europæiske partnere vil VIA i projektet gå forrest i arbejdet med at integrere bæredygtighed og entreprenørskab på europæiske, videregående uddannelsesinstitutioner. Sustainability for Future har modtaget i alt 10 mio. kr. i EU-støtte, hvoraf VIA som koordinator har fået 1,35 mio. kr.

Universiteterne skal have mulighed for at drive Europas innovation. Så klar er ambitionen for EIT HEI, som er det initiativ under Horizon Europe, der har støttet Sustainability for Future-projektet – og det er en ambition, som projektleder på Sustainability for Future ved VIA University College, Erik Maass Løvgren, støtter op om:
- På de videregående uddannelser har vi rigtigt meget at byde på, når det kommer til at løfte EU’s innovationsdagsorden. Det er også derfor, at vi på VIA er så glade for at kunne stå i spidsen for så stærkt et konsortium som i Sustainability for Future, hvor vi samler ni dygtige, europæiske profiler inden for innovation, iværksætteri og bæredygtighed.
På de videregående uddannelser har vi rigtigt meget at byde på, når det kommer til at løfte EU’s innovationsdagsorden. Det er også derfor, at vi på VIA er så glade for at kunne stå i spidsen for så stærkt et konsortium som i Sustainability for Future, hvor vi samler ni dygtige, europæiske profiler inden for innovation, iværksætteri og bæredygtighed – Erik Maass Løvgren, projektleder på Sustainability for Future ved VIA University College
Erfaren VIA-profil leder projektet
Erik Maass Løvgren er både leder af erhvervsrelationer og entreprenørskab hos VIA, ligesom han er ansvarlig for bl.a. VIA’s studentervæksthuse. Med sine mange års erfaring i at opbygge startup-miljøer og skabe nye innovationssamarbejder er han blevet udpeget som leder for Sustainability for Future-projektet, og han glæder sig til opgaven:
- Min rolle bliver at sikre, at projektet leverer den kapacitetsopbygning, som EU efterspørger, og som skal gøre europæiske uddannelsesinstitutioner mere entreprenante, mere innovative og mere bæredygtige, og det ser jeg meget frem til at komme i gang med.
Vil gøre uddannelsesinstitutioner til stærkere aktører i EU’s innovationsøkosystem
Sustainability for Future-projektet løber frem mod 2027 og skal skabe en plan for, hvordan videregående uddannelser kan drive Europas grønne omstilling gennem innovation, uddannelse og entreprenørskab. Ambitionen er at sikre, at institutionerne bliver endnu stærkere aktører i EU’s innovationsøkosystem og dermed bidrager aktivt til både grøn og inkluderende vækst.
Min rolle bliver at sikre, at projektet leverer den kapacitetsopbygning, som EU efterspørger, og som skal gøre europæiske uddannelsesinstitutioner mere entreprenante, mere innovative og mere bæredygtige, og det ser jeg meget frem til at komme i gang med – Erik Maass Løvgren, projektleder på Sustainability for Future ved VIA University College
Bæredygtighed som et naturligt, tværgående element
Projektet ønsker at sikre, at bæredygtighed bliver en naturlig del af uddannelser, forskningsaktiviteter og samarbejder med virksomheder.
Det vil Sustainability for Future gøre med særligt udgangspunkt i tre hovedsøjler: Udvikling af undervisningsforløb med fokus på entreprenørskab, støtte til nye startups og iværksættere samt styrkelse af regionale, bæredygtige innovationsøkosystemer.
Sustainability hubs som lokale inkubationsmiljøer
Dertil er det en del af planen at etablere såkaldte Sustainability Hubs, der skal fungere som lokale inkubationsmiljøer, og at udvikle tværfaglige undervisningsmoduler.
Hele 1200 studerende samt flere end 240 undervisere og øvrige medarbejdere skal desuden engageres i Sustainability for Future, der har som ambition at støtte flere end 80 startups og iværksættere.
CDEU pegede på muligheden og lagde grundstenen til den senere succes
Vejen mod at blive koordinator af et Horizon Europe-projekt har for VIA krævet både tid og et tæt samarbejde med CDEU. For flere år tilbage identificerede CDEU således muligheden for for VIA University College, og i samme forbindelse pegede vi på EIT HEI-initiativet som en oplagt indgang til EU’s innovationsdagsorden. Det førte til, at VIA dengang ansøgte og indtrådte som partner i det tyskledede EIT HEI-projekt med titlen ’DeepTech in Higher Education Institutions and Ecosystems through Entrepreneurial Education+.’
Første bevilling blev startskud
Denne første bevilling blev for VIA startskuddet til at kunne opbygge både netværk, kapacitet og de internationale relationer, som udgør selve forudsætningen for at kunne blive koordinator i Horizon Europe-regi – og i den proces har CDEU spillet en central rolle: Vi har bidraget med EU-viden og givet sparring om EIT HEU-programmets muligheder, ligesom vi aktivt har understøttet konsortiedannelsen ved at finde og matche relevante, europæiske partnere.
Et skridt ind i en ny liga
Det faktum, at VIA University College nu står som leder af et Horizon Europe-projekt, markerer et markant skridt for institutionen. Det er et tydeligt signal om, at VIA gennem strategisk arbejde, internationalisering og målrettet kapacitetsopbygning har bevæget sig ind i en ny liga inden for europæisk forsknings- og innovationssamarbejde.
Bevillingen giver ikke blot VIA mulighed for at udvikle nye kompetencer og netværk; den positionerer samtidig institutionen som en stærk aktør i Europa, når det kommer til at skabe fremtidens bæredygtige løsninger.
Fakta om Sustainability for Future
Projektet løber fra juni 2025 til december 2027.
Der er følgende europæiske partnere med i projektet:
Epoka University, Albanien
Artevelde University of Applied Sciences, Belgien
Estonian Entrepreneurship University of Applied Sciences, Estland
University of Economics in Bratislava, Slovakiet
Fundació TecnoCampus Mataró-Maresme, Spanien
Högskolan Väst, Sverige
POWERHUB ZU, Tjekkiet
Esslingen University of Applied Sciences, Tyskland
Projektleder: VIA University College, Danmark
Læs mere om Sustainability for Future lige her.