God historie

Vilje til internationalt arbejde kan føre til gode resultater - men det kræver en investering

11. juni 2019

I Ringkøbing-Skjern Kommune er udsyn en prioritet, og medarbejderne på CDEU betragtes som ’de internationale kolleger længere nede ad gangen’. Kommunen er et godt eksempel på, at viljen til internationalt arbejde kan føre til gode resultater – men kun, hvis kommunen selv investerer i partnerskabet.

  • Fra venstre CDEU’s direktør, Lars Holte Nielsen, kontorchef i RKSK, Ann Elisabeth Bjerrehøj, CDEU-konsulent Sune Jin Christensen og Stabschef i Viden & Strategi, RKSK, Thomas Andersen.

    Kollegerne hernede, de er jo nærmest vores internationale kolleger længere nede ad gangen.

Ordene er Thomas Andersens. Han er stabschef i Viden & Strategi i Ringkøbing-Skjern Kommune, og han har netop været i Bruxelles sammen med sin kontorchef Ann Elisabeth Bjerrehøj for at diskutere fremtidigt samarbejde med CDEU.

Det er da interessant, at vi her har mulighed for at komme som en dansk kommune og få indflydelse på udformningen af EU-politikken inden for de områder, vi lægger vægt på.

Indflydelse blandt de allerstørste turismeorganisationer

Kommunen har nemlig i flere år haft en samarbejdsaftale, der har forpligtet begge parter på samarbejdet – og som begge har fået rigtig meget ud af:

  • For en kommune som vores, der har fokus på turisme, har det bl.a. betydet, at vi er kommet med i bestyrelsen for det europæiske turismenetværk NecsTour, hvor vi har fået masser af indflydelse sammen med Europas allerstørste turismeorganisationer. Det har været en meget stor gevinst for os, fortæller Thomas Andersen, som også understreger, at resultaterne ikke kommer af sig selv:
  • Man skal som kommune ville det internationale. Det handler bl.a. om at lade sine medarbejdere komme herned, for det er med til at give medarbejderne et udsyn, som kan integreres i deres viden og deres faglighed.

Kommune kan påvirke EU-politikken

Det var ønsket om styrket indflydelse, der for år tilbage lokkede Ringkøbing-Skjern til at se mere mod EU:

  • Det var faktisk vores chefforum, som er en gruppe af kommunens topledere, der havde et møde med EU-parlamentariker Jens Rohde. På mødet spurgte han dem: ’Hvorfor kommer der ikke flere kommunale repræsentanter herned, når de så har så stor mulighed for at få indflydelse, hvis de rammer rigtigt i forhold til emne og tidspunkt?’ Det tænkte vi lidt over, for det er da interessant, at vi her har mulighed for at komme som en dansk kommune og få indflydelse på udformningen af EU-politikken inden for de områder, vi lægger vægt på, fortæller Thomas Andersen.

Vi skal jo ikke kunne hele systemet, kun vores vej igennem systemet.

Styrker CDEU’s arbejde med alle kommuner

For CDEU’s vedkommende har samarbejdet betydet en vigtig kompetenceopbygning i arbejdet med kommunerne:

  • Vi har jo i arbejdet med Ringkøbing-Skjern Kommune fået belyst, hvad der er allermest vigtigt for kommunen. Det gør, at vi dels kan være mere resultatfokuserede i arbejdet med Ringkøbing-Skjern, og dels, at vi kan udbrede de gode løsninger til vores arbejde med de mange øvrige, midtjyske kommuner, der gerne vil arbejde internationalt og derigennem styrke indflydelsen samt øge finansieringen til lokale initiativer, fortæller CDEU’s direktør, Lars Holte Nielsen.

Thomas Andersen supplerer:

  • Gennem samarbejdet er vi kommet gennem en tragt, hvor vi startede bredt og efterhånden har fået snævret sigtekornet ind på tre hovedområder. Det gør det noget lettere at levere for begge parter, og det gør samtidig, at CDEU på egen hånd kan opdage ting, som kunne være interessante for os.

’Vi skal ikke kunne hele systemet’

Skal Thomas Andersen give et råd til andre kommuner, så er det, at man ikke på forhånd må lade sig gå på af historier om bureaukrati ved internationalt arbejde:

  • Vi skal jo ikke kunne hele systemet, kun vores vej igennem systemet. Her læner vi os rigtig meget op ad CDEU’s viden og lader os inspirere af deres entusiasme omkring det internationale arbejde, som har været ret smittende, fortæller Thomas Andersen og slutter således:
  • Faktisk synes jeg, at på nogle områder, der har vejen slet ikke været så lang som ventet – så man skal bestemt ikke lade sig skræmme væk af det internationale arbejde på forhånd.

 

 

 

Lad os hjælpe dig videre

Kontakt en af vores kompetente medarbejdere, som kan rådgive dig inden for netop dette område og hjælpe dig videre med dit projekt.

Sune Jin Christensen
EU-konsulent
Fødevarer
Lars Holte Nielsen
Direktør
Birgitte Karnøe Frederiksen
Souschef og EU-chefkonsulent
Grøn omstilling