God historie

4,4 mio. kr. i EU-støtte: Aarhus er udnævnt som pilotby under EU’s Climate-Neutral and Smart Cities Mission

26. januar 2024

Sammen med 25 andre byer i EU skal Aarhus Kommune nu pilotere innovative løsninger inden for energiplanlægning, borgerinddragelse og tværfagligt samarbejde – alt sammen med det mål at opnå hurtig dekarbonisering og dermed indfri målet om at blive klimaneutrale inden 2030. Projektet, som Aarhus har fået støtte til, hedder CO-SHAPE (CO-SHaping Areas in Peri-urban Environments), og støtten på 4,4 mio. kr. kommer fra EU’s Horizon Europe-program. CDEU har været med i både udvikling og skrivning af ansøgningen.


Mål om klimaneutralitet inden 2030 kræver helt nye løsninger

Tilbage i 2022 blev Aarhus Kommune med CDEU’s hjælp udnævnt som en af Europa-Kommissionens 100 udvalgte byer, der har forpligtet sig på at blive klimaneutrale i 2030. Men skal den tårnhøje ambition indfries, kræver det, at der tænkes i helt nye løsninger og samarbejder på tværs. Og de 100 byer i EU står alle over for en række barrierer, der forhindrer eller langsommeliggør hurtig omstilling af nøglesektorerne mobilitet, energi, osv.

Projektet CO-SHAPE, som Aarhus Kommune netop har opnået 4,4 millioner i EU-støtte til, har som mål at hjælpe Aarhus med at nedbryde de barrierer, der står til hinder for hurtig udrulning af vedvarende energi lokalt, såsom ineffektiv arealanvendelse, manglende sektorkobling, bekymring hos borgere, osv.

Borgerne skal kunne se merværdien i de løsninger, der skabes

  • Vi har med dette ansøgningsarbejde sammen med Aarhus Kommune og Arkitektskolen Aarhus analyseret, hvilke barrierer der ligger for at opnå klimaneutralitet i 2030. Det handler blandt andet om at forbedre samskabelsen med borgerne, så de kan se merværdien i de løsninger, der laves. For hvis ambitionen om klimaneutralitet skal nås, er lokal opbakning helt afgørende, lyder det fra CDEU’s konsulent, Signe Waltoft Madsen, der har været involveret i ansøgningsarbejdet omkring CO-SHAPE.

Fokus på klimavenlig arealanvendelse og lokal merværdi

Helt konkret vil projektet koncentrere sig om en kommende energipark, der skal ligge i Aarhus Kommunes sydlige del. Her er målet at realisere en energipark i stor skala, der skal have fokus på kobling mellem flere forskellige vedvarende energiformer samtidig med, at der skabes lokal merværdi:

  • Aarhus Kommune er både beæret og glade for at blive valgt som en af EU’ pilotbyer. Bevillingen understøtter vores ønske om at inddrage borgere, virksomheder og NGO’er tidligere i processen for at opnå holdbare CO2-reduktioner, der sideløbende styrker og skaber lokal merværdi gennem planlægning af lokale energianlæg. Samarbejdet med Arkitektskolen Aarhus bliver en vigtig tilføjelse til lokalplansarbejdet i landsbyen Spørring, hvor vi ønsker at styrke tidlig dialog og aktiv inddragelse af lokale borgere i lokalplanlægningen, hvor lokale behov og ønsker imødekommes i den langsigtede perspektivering af landskaber og byudvikling, lyder det fra Martin Alexander Kaae Riis, projektleder for Spørring Energipark, Aarhus Kommune.

Arkitektskolen Aarhus: Stolte af at være en del af projektet

I projektet ønsker Arkitektskolen Aarhus at udforske, hvordan fremtidens energianlæg kan integreres i planlægningen og det omkringliggende landskab, med særlig vægt på at minimere CO2-udledning, klimatilpasning og en generel styrkelse af biodiversiteten, lyder det Kasper Albrektsen, der er postdoc ved Arkitektskolen Aarhus:

  • Vi står over for betydelige ændringer af vores arealer og en generel omstilling mod mere sammenhængende, bæredygtige bysamfund, hvilket kræver et dybere og mere helhedsorienteret blik på planlægningen. Vores mål er at etablere et solidt vidensgrundlag for at træffe informerede beslutninger om anvendelsen af karakteristika i bytyper og eksisterende landskabsværdier. Derfor er vi utroligt stolte af at være en del af projektet, fortæller Kasper Albrektsen.

Metode skal kunne overføres til lignende bymiljøer

Formålet med CO-SHAPE er at udvikle en planlægningsmetode, der er overførbar til lignende bymiljøer i Danmark og resten af Europa, så Aarhus er med til at vise vejen over for resten af EU. Projektet løber fra maj 2024 til maj 2026.

Se også nyhed fra Arkitektskolen Aarhus om CO-SHAPE på linket her. 

 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Signe Waltoft Madsen
EU-specialkonsulent
Grøn omstilling