God historie
START: Forskningscenter for bæredygtig omstilling af landbruget lanceret i Bruxelles
Det nye, danske forskningsinitiativ START, hvori alle otte universiteter i Danmark er gået sammen om et nyt forskningsinitiativ for bæredygtig omstilling af landbruget, satte den 18. maj repræsentanter fra Europa-Kommissionen og danske parlamentarikere stævne i Bruxelles. Målet var at præsentere initiativet og at drøfte de fælles europæiske udfordringer med bæredygtig omstilling af landbrugs- og fødevaresektoren.
Det var formand for START, Christine Nellemann fra DTU, og vært for START-sekretariatet Eskild Holm Nielsen, AU, der inviterede til lancering af initiativet START på den danske EU-Repræsentation i Bruxelles. Formålet var at præsentere START, der står for Centre for SusTainable AgRifood sysTems, som en ny spiller på EU-scenen og at drøfte den store opgave, der ligger i at finde løsninger på bæredygtig omstilling af landbrugs- og fødevaresektoren.
Baggrund for besøg: Ambition om at intensivere det europæiske samarbejde
Vært for START-sekretariatet er Aarhus Universitet, og dekan for TECH-fakultetet Eskild Holm Nielsen forklarer om baggrunden for præsentationen i Bruxelles:
- De udfordringer, som vores klode står over for, kræver handling for at skabe en mere bæredygtig udvikling – især inden for landbrugs- og fødevaresystemerne. START er en samlet indsats fra alle danske universiteter, og initiativet agerer platform for forskere, der arbejder på at skabe fremtidens løsninger for bæredygtige landbrugs- og fødevaresystemer. Vi har en ambition om at intensivere vores europæiske samarbejde, og det er derfor, vi er her i Bruxelles i dag, da vi tror på, at START kan være en attraktiv og essentiel, ledende partner i europæisk integrerende, inkluderende og tværfaglig R&D frem mod både Horizon 2030 og Horizon 2050.
Vi har en ambition om at intensivere vores europæiske samarbejde, og det er derfor, vi er her i Bruxelles i dag – Eskild Holm Nielsen, dekan for TECH-fakultetet ved AU
Samarbejdet i START afspejles også blandt universiteternes repræsentationer i Bruxelles. Her har Central Denmark EU Office og Greater Copenhagen EU Office som del af Dacob-netværket stået for planlægning og forberedelse af mødet i samarbejde med Den Danske EU-Repræsentation samt Martin Scholten, der er rådgiver ved både Aarhus Universitet og Wageningen Universitet i Holland.
God modtagelse i Bruxelles
Til lanceringen deltog repræsentanter fra fem generaldirektorater samt de danske Europa-parlamentarikere Pernille Weiss og Asger Christensen, og START-initiativet blev godt modtaget.
Mødedeltagerne roste således de danske universiteter for initiativet og for ambitionerne for samarbejdet, der vil kunne involvere mange forskellige stakeholders som f.eks. producenter, virksomheder og forbrugere. Initiativet blev også opfordret til at forfølge europæiske samarbejdsmuligheder og alliancer.
Et andet nedslagspunkt fra mødet handlede om potentialet i øget digitalisering af sektoren. Her blev START’s brede og interdisciplinære tilgang kommenteret som en klar styrke.
Hvad så nu?
For blot et par måneder siden blev START præsenteret ved et kick-off-event i Sønderjylland, og nu er turen så gået til Bruxelles. Der er med andre ord fart i projektet, og alle de otte danske universiteter mødes igen den 5. juli til videre arbejde i ti såkaldte research hubs, hvor forskere fra de forskellige discipliner på tværs af de danske universiteter samarbejder.
Om START
START er med alle otte danske universiteter involveret et unikt samarbejde, som byder på en ny, integreret og interdisciplinær tilgang til forskning i bæredygtig omstilling af landbrugs- og fødevaresektoren.
START-sekretariatet har base på Aarhus Universitet og ledes af en styregruppe med repræsentanter fra alle de stiftende universiteter. Formandskabet for styregruppen bag START vil hvert år skifte mellem de otte universiteter, som er:
Danmark Tekniske Universitet (DTU)
Aarhus Universitet (AU)
Københavns Universitet (KU)
IT-Universitetet i København (ITU)
Copenhagen Business School (CBS)
Aalborg Universitet (AAU)
Syddansk Universitet (SDU) og
Roskilde Universitet (RUC).
I denne periode har DTU formandskabet ved Christine Nellemann.
Læs mere om START på linket her.
Dacob
Greater Copenhagen EU Office og Central Denmark EU Office har repræsenteret Dacob i planlægningen af mødet i Bruxelles. Dacob er er et samarbejde mellem repræsentationer for danske kommuner, regioner og universiteter i Bruxelles. Samarbejdet består af: Central Denmark EU Office, Greater Copenhagen EU Office, Norddanmarks EU-kontor, South Denmark European Office og Aalborg Universitet.
Læs mere på Dacobs hjemmeside på linket her.