God historie

Siemens Gamesa har fået 36 mio. kr. i EU-støtte til at udvikle Power to X

14. september 2022

Efter coronavirus-pandemien lancerede Europa-Kommissionen en omfattende genopretningsplan med et stærkt grønt og digitalt sigte. Planen kaldes React EU, og det er herfra, at Siemens Gamesa nu har hentet hele 36 mio. kr. i støtte til at videreudvikle deres Power to X-teknologi. CDEU har støttet i processen ved at validere idéen og hjælpe virksomheden ind i det rette EU-program.  


Power to X, hvor vindenergi via elektrolyse omdannes til brint, er i hastig vækst over hele verden, og området har særlig høj bevågenhed i Danmark, hvor regeringen og otte af Folketingets partier i marts 2022 satte yderligere gang i udviklingen med en decideret Power to X-strategi:
 

Flere store, danske interesser i Power to X

  • I Danmark har vi flere interesser i, at Power to X bliver så stort som overhovedet muligt: Dels har vi selv store mængder grøn energi, der kommer fra vindmøller, og som vi skal forsøge at blive endnu bedre til at lagre, så der kan skabes større forsyningssikkerhed. Dels er vi en af de helt store producenter af vindmøller, som vi gerne vil sælge i hele verden, og vi kan jo se, at jo større Power to X bliver, des større vil efterspørgslen også blive efter de vindmøller, som vi udvikler og producerer, lyder det fra CDEU’s erhvervskonsulent, Thomas Steen Hansen.  

Et af flere midtjyske fyrtårne på området

Midtjylland huser flere fyrtårne inden for Power to X-udviklingen, herunder Vestas og så GreenLab Skive, som leder det omfattende projekt GreenHyScale, der sidste år opnåede 223 mio. kr i EU-støtte til at vise vejen for brintproduktion i stor skala. Et andet fyrtårn er Siemens Gamesa, der med de netop opnåede 36 mio. kr. i støtte fra React EU-midlerne vil skalere et testanlæg i Brande. Der er tale om et anlæg, hvor Power to X-teknologien allerede er afprøvet, og der er en god grund til, at netop dette anlæg er udvalgt: 

Skal kunne levere hurtige resultater

  • Det specielle ved React EU er, at der er tale om støtte til projekter, som kan levere hurtige resultater. Derfor skal pengene også bruges inden for et år, og det stiller krav til støttemodtagerne: De skal være tilpas veletablerede og så langt i deres udviklingsproces, at de kan sætte projektet i gang med det samme, og samtidig skal de – hvis de ikke allerede har det – lynhurtigt kunne få fat på det fornødne udstyr til at afprøve teknologien. Grunden er, at hvis man først skal til at afklare dette, er det meget usandsynligt, at man når i mål inden for fristen på et år, lyder det fra CDEU’s erhvervskonsulent, Tarik Kehli.  

En af i alt 14 danske bevillinger

Midlerne til Siemens Gamesa er en af i alt 14 danske bevillinger. Modtagerne tæller bl.a. også Topsøe, Vestas og European Energy, og samlet set er der givet 225 mio. kr. i støtte til udviklingen af Power to X i Danmark. Bevillingerne er i øvrigt udmøntet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, men selve finansieringen kommer fra EU’s genopretningsfond.  

 

Vil du vide mere?

Så kontakt en af vores medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe dig.

Thomas Steen Hansen
EU-specialkonsulent
Erhverv og Vækst
Tarik Kehli
EU-specialkonsulent
Erhverv og vækst