'Værdiløse' planter skal blive til biogas i nyt, stort EU-projekt
Accel AgroBiogas
CDEU deltager som partner i EU-projektet Accel AgroBiogas, der kører fra 2025 til og med 2027. Formålet med projektet er at undersøge, hvordan vi kan gøre vores biogasforsyning mindre afhængig af animalsk produktion ved bl.a. at bruge ’værdiløse’ plantematerialer såsom vinterrug og vårbyg frem for gylle. I projektet deltager også Energibyen Skive, Fjordland og Aarhus Universitet som midtjyske partnere.
Biogas spiller en central rolle i at indfri ambitionen om et 100 procent grønt gassystem i Danmark i 2030. Med over 15,5 mio. kr. i EU-støtte, heraf 8 mio. til de midtjyske partnere, vil det nye, store EU-projekt Accel AgroBiogas undersøge, hvordan vi kan gøre vores biogasforsyning mindre afhængig af animalsk produktion.
Der er store klimagevinster at hente
Når en landmand dyrker en bestemt afgrøde på sine marker, bliver der ind imellem rækkerne plantet såkaldte efter- og mellemafgrøder, som binder næring i jorden, så jorden ikke udpines, og så der ikke udledes for meget kvælstof til vandløb.
I Danmark er det ofte vinterrug og vårbyg, der plantes, og formålet med disse afgrøder er ikke at blive høstet. I stedet bliver de efter høsten pløjet ned i jorden, hvor deres næring bliver genbrugt. Men forskningen peger på, at der kan være store klimagevinster at hente, hvis disse former for biomasse bruges i biogassystemet i stedet for at blive i marken, særligt hvis restprodukterne fra biogasanlæg kan bruges som biogødning og tilbageføres til markerne efterfølgende.
Vil lave energi ’ud af ingenting’
Derfor vil Accel AgroBiogas nu undersøge, hvordan man kan bruge de ellers ’værdiløse’ planter og andre planterester fra landbruget i en mere plantebaseret biogasproduktion.
- Grundprincippet for projektet er, at man vil finde frem til en model, hvor man så at sige skal ’lave energi ud af ingenting,’ og det skal gøres på en måde, hvor man hverken går på kompromis med naturværdier eller fødevareproduktion, lyder det fra CDEU’s grønne konsulent, Kasper Hamle.
De forskellige partnere bibringer en vifte af kompetencer
De mange forskellige projektpartnere fra Danmark og Sverige kommer med en hel række af relevante kompetencer, hvilket er nødvendigt for at komme i mål med i projektets mangeartede aktiviteter: Disse dækker nemlig alt fra dialog med landbrugsaktører og myndigheder i både Danmark og Sverige over inddragelse af det politiske lag til skabelse af fire såkaldte living labs. De skal ligge i hhv. Midtjylland, Skåne, Halland og Västra Götaland, og i hvert living lab skal der afprøves forskellige metoder for biogasproduktion af plantebaseret materiale,
Midtjysk living lab: Fermentering skal sikre grøn biomasse til biogasproduktion
I det midtjyske living lab, som styres af Energibyen Skive, skal de ’værdiløse’ afgrøder fra markerne bruges til at lave en samensilering. Det betyder, at der skal laves en form for fermentering af planterne og så halm, som skal bruges til at sikre en forsyning af grøn, plantebaseret biomasse til biogasproduktion.
Resultater skal være forankret i virkeligheden
Projektet laves i tæt samarbejde mellem vidensinstitutioner, landmænd, biogasproducenter og andre interessenter, så der opnås resultater, som er troværdige og forankret i virkeligheden.
CDEU sikrer sammenhængen til EU og deler de gode løsninger
Idéen er at udvikle en række gode løsninger, som så kan udbredes i resten af EU, og det bliver netop en af CDEU’s roller i projektet at sikre sammenhængen til EU-systemet. Det kommer vi til at gøre ved bl.a. at arrangere rundbordsdiskussioner på EU-niveau, ligesom vi vil analysere barrierer for, at projektets resultater kan komme ud at leve i resten af EU.
Skal samle input for at dele med EU-systemet
Desuden skal vi samle de input, som partnerskabet når frem til, og præsentere dem for EU. Her kunne timingen ikke være bedre, idet EU netop nu efterspørger input til opdatering af sin store Bioøkonomistrategi, hvilket CDEU i forvejen samarbejder med flere midtjyske aktører om.
Fakta om Agro AccelBiogas
Accel AgroBiogas-projektet kører fra 1. januar 2025 til og med 31. december 2027.
Projektet er støttet med over 15,5 mio. kr. fra EU-programmet Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak, hvoraf de midtjyske partnere modtager mere end 8 mio. kr. Disse er fordelt med 4,6 mio. kr. til Aarhus Universitet, 1,9 mio. kr. til Energibyen Skive, 1 mio. kr. til CDEU og 460.000 kr. til Fjordland.
Desuden er projektet medfinansieret af Regional Udvikling i Region Skåne, Västra Götalandsregionen og Region Halland.
Projektet tæller i alt 11 danske og svenske partnere.
Med i projektet er fra dansk side Energibyen Skive, Fjordland, Aarhus Universitet og CDEU, og fra svensk side Energikontor syd, Hushållningssällskapet i Halland, Agroväst Livsmedel, Sveriges Lantbruksuniversitet samt Länsstyrelsen i Västra Götaland.
Den officielle projekthjemmeside er fortsat under udvikling, men indtil videre kan du læse mere om projektet hos Interreg ØKS via linket her