God historie
Odder i Bruxelles: Blandt de fire finalister til titlen som Europæisk Frivillighovedstad
Gennem det seneste halvandet år har Odder Kommune arbejdet frem mod at blive Europæisk Frivillighovedstad i 2028. I sidste uge tog kommunens Kultur- og Fritidschef, Niels Christian Simmelsgaard, derfor til Bruxelles, hvor Odder og de tre øvrige finalister præsenterede hvert deres kandidatur ved en stor, europæisk frivillighedskonference. I konkurrencen er den østjyske kommune oppe mod kommuner og regioner, hvis befolkningstal er mange gange større end Odders, men det bekymrer ikke Niels Christian Simmelsgaard: Konkurrencen om at blive Europæisk Frivillighovedstad går nemlig ud på at fremme og udvikle frivilligt arbejde på lokalt plan, og kommunen opnår derfor heller ikke kun værdi ved at nå målet, men ved at arbejde frem mod det.
Når det er sagt, så vil Odder selvfølgelig gerne vinde, og Niels Christian Simmelsgaard pointerer, at kommunen sidder med nogle gode kort på hånden, som de andre finalister ikke nødvendigvis har: Dels er der politisk opbakning til indsatsen fra øverste hold, og dels kan Odder Kommunes størrelse faktisk vise sig at være en fordel, når der skal skabes og afprøves nye løsninger inden for frivillighed. Det gælder både i forhold til, at der i en lille kommune er kort fra tanke til handling, men også i forhold til at kunne inddrage en stor procentdel af kommunens aktører, når nye frivilligløsninger skal testes af.

Niels Christian Simmelsgaard, Kultur- og Fritidschef i Odder Kommune, præsenterer Odders kandidatur ved frivilligkonferencen i Bruxelles
Spørger man i Odder, så er frivillighed og samarbejde med civilsamfundet en drivkraft i forhold til at sikre det gode liv fremadrettet. Derfor er det også et emne, som den østjyske kommune arbejder dedikeret med.
CDEU pegede Odder i retning af daværende, europæisk frivillighovedstad
Da Odder Kommune i foråret 2025 undersøgte potentialet for at arbejde mere indgående med frivillighed, pegede CDEU’s kulturkonsulent kommunen i retning af den daværende, europæiske frivillighovedstad for at hente frisk inspiration. Odder havde i forvejen med hjælp fra CDEU opnået EU-rejsemidler til at tage ud at afsøge et europæisk projekt, og i april 2025 rejste Niels Christian Simmelsgaard med sin kollega, udviklingskonsulent Malene Lykke Scharling, på besøg i belgiske Mechelen. Den belgiske by har det tilfælles med Odder, at der er store frivilligambitioner, men ikke noget særligt stort befolkningstal:
– At besøge Mechelen tilbage i 2025 gjorde det muligt for os at opdage det potentiale, der lå i at være Europæisk Frivillighovedstad. Det var vigtigt for os at kunne rejse ned og se det med egne øjne, og her blev det også tydeligt for os, at størrelsen af byen betyder mindre, når det handler om at opnå titlen. Det er i stedet potentialet for at kunne vise nye veje, som er et væsentligt fokuspunkt, lyder det fra Niels Christian Simmelsgaard.
Størrelsen af byen betyder mindre, når det handler om at opnå titlen. Det er i stedet potentialet for at kunne vise nye veje, som er et væsentligt fokuspunkt – Niels Christian Simmelsgaard, Kultur- og Fritidschef i Odder Kommune
Ønske om at have et civilsamfundsmindset
Netop det med at kunne vise nye veje inden for frivillighed ligger Odder meget på sinde, idet kommunen anser frivillighed og samarbejdet med civilsamfundet som helt centrale for at opnå det gode liv. Som Niels Christian Simmelsgaard formulerer det:
– I vores kommune vil vi gerne skabe en kulturforandring. Vi vil gerne have et civilsamfundsmindset, hvor vi tænker frivillighed som en naturlig, væsentlig og stærk del af den måde, vi er kommune på, for kommune betyder fællesskab.
I vores kommune vil vi gerne skabe en kulturforandring. Vi vil gerne have et civilsamfundsmindset, hvor vi tænker frivillighed som en naturlig, væsentlig og stærk del af den måde, vi er kommune på, for kommune betyder fællesskab – Niels Christian Simmelsgaard, Kultur- og Fritidschef i Odder Kommune
Kan lære mere ved at løfte blikket ud over grænserne
Af samme årsag er Odder også meget interesseret i at se mod Europa:
– Frivillighed og civilsamfund fylder meget i hele Danmark, så for os handler det europæiske også om, hvordan vi ved at løfte blikket ud over grænserne kan lære mere om området og bidrage til det på andre måder end dem, vi kender. Det er godt for os, at vi på denne måde rejser blikket, også når det handler om at finde ud af, hvordan vi forpligter os yderligere i forhold til den kulturforandring, som vi gerne selv vil lave.
Det er godt for os, at vi på denne måde rejser blikket, også når det handler om at finde ud af, hvordan vi forpligter os yderligere i forhold til den kulturforandring, som vi gerne selv vil lave – Niels Christian Simmelsgaard, Kultur- og Fritidschef i Odder Kommune
Fra spæde tanker til finalen: Stærk politisk opbakning
Besøget i Mechelen i foråret 2025 blev derfor også startskuddet på en proces, hvor Odder i samarbejde med CDEU arbejdede videre mod at blive Europæisk Frivillighovedstad. Blot få måneder senere, i september 2025, blev det politisk besluttet, at Odder Kommune skulle gå efter at opnå titlen.

Niels Christian Simmelsgaard, Kultur- og Fritidschef i Odder Kommune, sammen med CDEU’s Sarah Buchwald ved præsentationen af Odders kandidatur i Bruxelles den 16. oktober 2026.
Godt et år senere, den 16. oktober 2026, nåede arbejdet sin foreløbige kulmination, da Niels Christian Simmelsgaard gik på scenen ved CEV – Centre of European Volunteering’s – store frivillighedskonference i Bruxelles for at præsentere Odders kandidatur. Odder er nemlig nået hele vejen til finalen, og fra scenen fremhævede Niels Christian Simmelsgaard bl.a. den store opbakning fra politisk hold:
– Vi har virkelig haft en stærk politisk opbakning til at gå efter den her titel. Både vores borgmester og viceborgmester tog sammen med vores direktør for Børn, Unge og Kultur og vores leder af Frivillighedscentret til Portugal i foråret i år. Her præsenterede de Odders frivillighedsindsatser på en stor frivillighedskonference i byen Maia, der er Europæisk Frivillighovedstad for 2026. Den politiske opbakning er også meget tydelig indadtil i administrationen, og det gør, at arbejdet skaber stor mening for os, der sidder med området, lyder det fra Niels Christian Simmelsgaard.
Vi har virkelig haft en stærk politisk opbakning til at gå efter den her titel – Niels Christian Simmelsgaard, Kultur- og Fritidschef i Odder Kommune
At være en lille kommune åbner for unikke muligheder i forhold til at skabe forandring
Fra scenen i Bruxelles fremhævede Niels Christian Simmelsgaard også, hvordan Odders størrelse faktisk har nogle fordele, når det kommer til at lave den forandring, som titlen som Europæisk Frivillighovedstad skal være med til at skabe:
– Hvis vi ender med at få titlen, så har vi takket være vores lille størrelse mulighed for at lave indsatser på populationsniveau. Vi kan f.eks. få 90% af vores skoler med i et nyt setup, der arbejder dedikeret med frivillighed på skoleskemaet, og det at have så stor en procentdel med er jo meget stærkt i forhold til at kunne aflæse viden, som kan danne grundlag for senere tiltag. Den der tanke om, at vi kan bruge vores aktører og kommune som laboratorium, fylder meget, og vi håber, at den kan hjælpe os i konkurrencen.
Den der tanke om, at vi kan bruge vores aktører og kommune som laboratorium, fylder meget, og vi håber, at den kan hjælpe os i konkurrencen – Niels Christian Simmelsgaard, Kultur- og Fritidschef i Odder Kommune
Kortere vej fra tanke til handling
Så når Odder i finalen er oppe mod spanske Lleida, tjekkiske Pilsen og italienske Emilia Reggio, der alle har markant flere indbyggere end Odder, så er det størrelsen ikke noget, der skræmmer. På nogle punkter er det nærmest tværtimod:
– Når vores kommune ikke er større, end den er, så kan de processer, vi sætter i gang, også nå meget bredere ud. Hvis det f.eks. handler om samarbejdet mellem kommune, civilsamfundet, det almene boligområde og de sociale indsatser, så er der kortere vej fra tanke til handling hos os, og jeg tror på, at det er en force. For hvis man skal udvikle, skal man først have et ordentligt grundlag for at pilotere.
Der er kortere vej fra tanke til handling hos os, og jeg tror på, at det er en force. For hvis man skal udvikle, skal man først have et ordentligt grundlag for at pilotere – Niels Christian Simmelsgaard, Kultur- og Fritidschef i Odder Kommune
Titlen er ikke afgørende – det handler om arbejdet frem mod den
Uanset hvordan det går i konkurrencen om titlen, så understreger Niels Christian Simmelsgaard, hvordan arbejdet frem mod at blive Europæisk Frivillighovedstad kan bidrage positivt – også i forhold til at tænke EU ind i flere aspekter af kommunens arbejde:
– Det afgørende for os er ikke selve titlen. Selv om vi ikke skulle vinde, så har vi stadig haft stort udbytte af processen. Den kan også hjælpe med at give os et stærkere blik på, hvordan EU kan blive en del af vores drift fremover, for jeg tror på, at vi kan have glæde at et større europæisk fokus i Odder Kommune, lyder det afslutningsvist fra Niels Christian Simmelsgaard.
Selv om vi ikke skulle vinde, så har vi stadig haft stort udbytte af processen. Den kan også hjælpe med at give os et stærkere blik på, hvordan EU kan blive en del af vores drift fremover, for jeg tror på, at vi kan have glæde at et større europæisk fokus i Odder Kommune – Niels Christian Simmelsgaard, Kultur- og Fritidschef i Odder Kommune
Vinderen af titlen som Europæisk Frivillighovedstad 2028 bliver offentliggjort den 8. december 2026.
En del af Genvej til Europa
CDEU understøtter Odder Kommunes europæiske ambitioner, fordi Odder er blandt de midtjyske kommuner, der har valgt at blive en del af initiativet Genvej til Europa. Det betyder, at CDEU stiller rådgivning, sparring, netværk og mikropuljemidler til rådighed for kommunen og dens kulturinstitutioner, så de kan blive hjulpet bedst muligt med at hente lokal værdi af europæisk samarbejde.
Vil jeres kommune også være med?
De 11 kommuner, der har tilsluttet sig Genvej til Europa, er Holstebro, Herning, Lemvig, Norddjurs, Odder, Randers, Ringkøbing-Skjern, Samsø, Struer, Syddjurs og Aarhus.
Skulle jeres kommune også være interesseret i at tilslutte sig Genvej til Europa, så tag endelig fat i Louise Godt på log@centraldenmark.eu eller i CDEU’s direktør Lars Holte Nielsen på lhn@centraldenmark.eu for at høre nærmere.
